MEDARBEJDERPORTRÆT: Hun lod ikke forventninger afgøre hendes vej

Hun fik flere gange at vide, at vejen ikke var for hende. Først da hun søgte læreplads som mekaniker. Senere da hun hjalp kunder i et byggemarked. Men Cecillie Pagh har aldrig været typen, der lader forventninger og ”plejer” afgøre hendes retning. I dag er hun teamkoordinator hos Envafors, hvor netop hendes lyst til at udfordre vanetænkning er en styrke.

Interessen for at bruge hænderne kom tidligt. Ikke fordi Cecillie Pagh voksede op i en familie, hvor der blev skruet på biler eller bygget projekter i garagen.

– Men jeg har altid været typen, der skiller ting ad for at finde ud af, hvordan de virker, forklarer Cecillie Pagh.

Da drømmen om at blive mekaniker stoppede

Cecillie Pagh besluttede sig for at tage mekanikergrundforløbet. Hun havde fundet en retning, der gav mening, men lærepladsen kom aldrig.

Det blev begyndelsen på en periode med afslag og lukkede døre. Derfor skiftede hun spor og fik en læreplads som salgsassistent i byggemarkedet Jem & Fix. Det skulle vise sig at blive et afgørende vendepunkt.

Kunden, der ikke vil tale med en kvinde

I byggemarkedet følte Cecillie Pagh sig hurtigt hjemme i VVS-afdelingen. Hun blev den kollega, der oftest kunne hjælpe kunderne videre.

En dag kom en ældre mand hen til kassen. Han spurgte, om der var en mand, der kunne hjælpe ham i VVS-afdelingen.

– Jeg sagde, at hvis det handlede om VVS, så var det mig, han skulle tale med.

Kunden gik i stedet ud for at spørge hendes chef. Kort efter kunne Cecillie Pagh høre chefen sende ham tilbage. Hvis det var VVS, skulle han tale med hende.

– Han forlod butikken. Han ville simpelthen ikke hjælpes af en kvinde. Det var faktisk dér, jeg tænkte: Nu gør jeg det. Jeg skal være VVS’er.

For dyrt med kvinder i mandefag

Vejen til en VVS-læreplads var selvfølgelig heller ikke noget, Cecillie Pagh skulle komme sovende til. Nogle virksomheder mente ikke, at virksomheden var det rigtige sted for hende. Andre fortalte, at de ikke søgte lærlinge.

– Det mærkelige var bare, at der ofte kun gik et par uger, før mine mandlige klassekammerater fik læreplads de samme steder. Så kunne jeg jo godt regne ud, at forklaringerne ikke helt hang sammen.

Tilmed nævnte Cecillie Paghs lærer også, at hvis hun ikke havde fundet en læreplads, inden grundforløbet stoppede, kunne hun lige så godt opgive.

– Læren mente, at virksomhederne synes, at det var for dyrt at have en kvinde ansat, og vi i øvrigt ikke hørte til i et ”mandefag”. Så der var ikke den store opbakning at hente, fortæller Cecillie Pagh.

En underviser gjorde forskellen

Selvom Cecillie Pagh blev uddannet VVS'er, var det først, da hun stødte på fjernvarmen, at hun for alvor fandt det fagområde, der fangede hendes nysgerrighed.

En stor del af æren giver hun sin underviser, Ole, som med stor entusiasme kunne fortælle om ventiler, komponenter og de systemer, der får fjernvarmen til at hænge sammen.

– Han kunne snakke om fjernvarme i timevis, og det smittede. Jeg fik virkelig lyst til at forstå, hvordan det hele hænger sammen.

Til sidst lykkedes det også Cecillie Pagh at lande lærepladsen, og vejen til svendebrevet var nu inden for rækkevidde.

Ét stort hus under jorden

Da hun senere så et stillingsopslag hos Envafors, blev hun nysgerrig. Her handlede arbejdet ikke om installationerne inde i husene, men om alt det, der foregår bag kulisserne.

I dag ser hun hele fjernvarmenettet som ét stort hus.

– Alle bygningerne er egentlig bare radiatorer. Nogle aftager mere varme end andre, og man kan justere på rigtig mange ting. Når man begynder at tænke sådan, bliver det et kæmpe puslespil, som, jeg synes, er helt vildt spændende.

"Det plejer vi ikke" findes ikke

Allerede da Cecillie Pagh kun havde været ansat i omkring 1,5 år, blev hun teamkoordinator.

Det skyldes blandt andet hendes evne til at skabe overblik i en hverdag, hvor hun både sidder på kontoret, er i dialog med en hel række samarbejdspartnere og stadig tager med ud på ledningsnettet, når der mangler hænder.

Samtidig har hun været med til at ændre arbejdsgange og sætte gang i blandt andet digitalisering af ældre registreringer og øge arbejdssikkerheden på vejene.

– Den sætning, jeg hørte mest, da jeg startede, var: "Det er ikke sådan, vi plejer at gøre." Men den findes ikke længere for mig. Bare fordi noget har fungeret i mange år, betyder det jo ikke, at det ikke kan gøres bedre.

Måske hænger det sammen med den vej, hun selv har taget. Hun har flere gange oplevet at få at vide, at noget ikke kunne lade sig gøre og på den måde har hun også lært at stille spørgsmål ved vanerne. Det er en tilgang, hun oplever, bliver værdsat hos Envafors.

– Der er plads til at udvikle sig, prøve nye ting og lære hele tiden. Jeg lærer stadig noget nyt, og det tror jeg faktisk aldrig, jeg stopper med.