På ekstraordinære generalforsamlinger onsdag den 4. juni i først Sorø Forsyningsservice og derefter Envafors blev det formelt godkendt, at Sorø Forsyningsservice A/S bliver en del af Envafors.
Fremover ejer Sorø Forsyning, NK-Forsyning (Næstved) og SK Forsyning (Slagelse) sammen Envafors, der som fælles serviceselskab for alle tre koncerner løfter opgaverne for forsyningerne - herunder bl.a. de administrative opgaver inden for IT, compliance, kundeservice, økonomi, HR og kommunikation. For kunderne og i gadebilledet betyder det, at det fremover er Envafors’ navn og logo, der pryder bl.a. medarbejdere, biler og fakturaer.
Hos Sorø Forsyning glæder de sig over samarbejdet i Envafors, der bidrager til en markant styrkelse og fremtidssikring af Sorø Forsyning, udtaler Mogens Schwensen, bestyrelsesformand for Sorø Forsyning:
"Det er ingen hemmelighed, at skærpede krav til forsyningssektoren – ikke mindst i forhold til forsyningssikkerheden og trusler mod kritisk infrastruktur – udfordrer særligt mindre forsyningsvirksomheder. Fremtidens krav til en bedre miljømæssig behandling af vores spildevand fra statens side vil give mindre forsyningsselskaber større udfordringer. Et tættere samarbejde forsyningerne imellem giver i den forbindelse rigtig god mening, da det styrker vores fælles forudsætninger for at fastholde og fortsætte arbejdet for et bedre miljø."
I forbindelse med fusionen tiltræder både formanden og næstformanden fra Sorø Forsyning bestyrelsen i Envafors, hvilket betyder, at bestyrelsen udvides fra 8 til 10 medlemmer samt en medarbejderrepræsentant som observatør foreløbigt frem til næste valgperiode.
Samtlige medarbejdere i Sorø Forsyning ansættes formelt i Envafors – præcis som det var tilfældet for ansatte i Næstved og Slagelse, da det fælles serviceselskab blev stiftet i maj 2022.
På driftsområdet er det dog fortsat Sorø Kommune, som eneejer af Sorø Forsyning A/S, der bevarer fuld bestemmelsesret over fremtidige beslutninger – også i driftsselskaberne Sorø Vand og Sorø Spildevand.
Bestyrelsesformand i Envafors, Tina Højlund Pedersen, glæder sig over samarbejdet med Sorø Forsyning, der bidrager til at styrke selskabernes samlede administration og kundeservice:
"Samarbejdet med Sorø Forsyning kommer alle tre selskaber til gode. Hastige forandringer i forsyningssektoren nødvendiggør samarbejder på tværs af selskaber og kommuner, hvis man skal kunne følge med udviklingen. Med Sorøs indtræden i Envafors styrker vi vores fælles fundament og kan være med til at sikre en mere effektiv opgavevaretagelse og højere forsyningssikkerhed til glæde for kunderne i de tre kommuner."
Med dagens beslutning om fusion bliver Sorø Forsyningsservice en del af Envafors pr. d.d., mens det regnskabsmæssigt får virkning allerede pr. 1. januar 2025. Undersøgelserne af muligheden for et potentielt samarbejde havde dog stået på længe inden da, hvor drøftelserne om et samarbejde allerede var så langt fremme i april 2024, at Envafors siden da har udlånt flere medarbejdere til Sorø.
Sorø Forsyning indtræder på lige vilkår med de øvrige parter i Envafors-samarbejdet – dog med en noget lavere ejerandel. Nu venter det praktiske arbejde med at integrere Sorø Forsyning og sikre en god modtagelse af de nye kollegaer i Envafors.
Envafors beskæftiger nu cirka 230 medarbejdere i Næstved, Slagelse og Sorø. Fordelt på 11 driftsselskaber leverer vi forsyningsydelser inden for vand og spildevand i alle tre ejerkommuner, elnet og gadelys i Næstved og Slagelse samt fjernvarme og energisalg i Slagelse. Samlet leverer vi ydelser til cirka 195.000 forbrugere.