Gravearbejder
Sorø - Gravearbejder - Bjernede: Kloakering

Bjernede: Kloakering

05/03/2026

I 2019- 2023 blev Bjernede kloakeret for at sikre, at spildevandet håndteres på en miljømæssig forsvarlig måde. Projektet i Bjernede har desværre været ramt af en række uheldige omstændigheder.


Projektet blev oprindeligt sendt i udbud jf. gældende lovgivning, og der blev indgået kontrakt med den entreprenør, som afgav det bedste bud. For at sikre, at projektet blev udført i den ønskede kvalitet, blev der indgået aftale med et rådgivende ingeniørfirma om at føre tilsyn med anlægsarbejdet.


Efterfølgende har det desværre vist sig, at kloakprojektet ikke er udført som foreskrevet, og der er en del fejl og mangler, som skal udbedres. Fra forsyningens side har vi derfor forfulgt sagen både i forhold til entreprenøren, der ikke har udført arbejdet som foreskrevet i udbudsmaterialet og i forhold til rådgiveren pga. mangelfuldt tilsyn med projektet.


Entreprenøren gik konkurs under forløbet. Herefter har kravet været forfulgt ift. rådgiveren.

Hvad er status?

Der er blevet udført såkaldt syn og skøn på sagen, og vi har fået medhold i, at anlægsarbejdet ikke er udført som foreskrevet.


I den kommende tid skal erstatningsspørgsmålet derfor afklares ift. det rådgivende ingeniørfirma enten ved frivillig aftale eller ved en voldgift.


Kloaksystemet fungerer tilfredsstillende, men der er forhold på systemet, som skal udbedres, når sagen er afsluttet. Det kan (må) desværre først ske, når sagen er afsluttet, da vi ellers risikerer at fjerne bevismateriale. Vi, og dermed vores kunder, risikerer i sidste ende alternativt selv at skulle bekoste udbedringen.

Vejbelægning

Den nuværende vejbelægning er udlagt midlertidigt, da der skal foretages opgravning for udbedring af fejl og mangler på kloaksystemet, når sagen er afsluttet. Når det er sket, vil der blive etableret en ny vejbelægning de steder, hvor der er nedgravet nye kloakker. Her vil vi også genetablere vejbump.

Vi ved, at de nuværende forhold ikke er optimale, og vi vil igangsætte udbedringen, så snart det er muligt. Forholdene er dog accepteret af Sorø Kommunes vejafdeling.

Rotteproblemer

Flere af jer har oplevet problemer med rotter. Det skyldes, at vi ikke har kunnet lukke de gamle ledninger, før der har været afholdt syn og skøn af hensyn til bevisførelsen. Dette problem kan vi gøre noget ved nu, og det vil vi tage hånd om hurtigst muligt i samarbejde med Sorø Kommune.

Kontaktpersoner

Projektleder:
Navn:
Niels Müller
Firma:
Adresse:
Adresse 2:
Adresse 3:
Telefon: